Her er en gave til Fødevareministeren

Selv om man er uenig, skal man ikke være for fin til at give en gave. Og sådan en vil jeg gerne give fødevareminister Esben Lunde Larsen. Den er lige til at pakke ud og tage i brug med det samme.

Det er en helt ny mærkningsordning for dyrevelfærd, Dyrevelfærdshjertet, som vil gøre ministeren populær blandt de mange bevidste forbrugere, populær blandt de seriøse dyreværnsorganisationer og på sigt også populær hos flere visionære danske landmænd og fødevareproducenter, der vil opleve værdien ved at skabe noget af højere kvalitet.

Kriterierne for dyrevelfærdshjertet er udarbejdet i samarbejde med eksperter i dyrevelfærd fra Aarhus Universitet samt med rådgivning fra Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse. Så ministeren behøver ikke at tænke på, om der er hoppet over, hvor gærdet er lavest. Det er et mærke, ministeren vil blive stolt over.

Det er en ordning, der ikke kun omfatter en enkelt dyreart. Det er en ordning, der fra starten omfatter svinekød, kyllinger, mælk, æg og oksekød (fra malkekvæg og flere dyrearter på vej.)

Det er ikke en gave, han først skal pakke ud engang i løbet af næste år. Han kan pakke den ud med det samme, faktisk allerede i dag. For ikke alene er kriterierne på plads, de første flere hundrede varer er det også.

Mærkningsordningen, som vi tilbyder ministeren, er et dyrevelfærdshjerte, hvor varerne kan få mellem 1 og 4 hjerter og den starter på et niveau, der ligger markant over dansk lovgivning og praksis.

Varer med 1 hjerte kommer fra dyr, der står i stald, men som har mere plads og løsdrift, end i standardproduktionen. Varer med 4 hjerter kommer fra dyr, hvor der gøres en ekstraordinær indsats for dyrevelfærd, som ligger ud over reglerne for økologi og friland. Det er varer, der sætter ny standard for, hvordan dyr har det.

Med denne mærkningsordning får producenterne ekstra incitament til at løfte dyrevelfærd, for med mærket belønnes de for deres indsats og de får en stærk kommunikation med kunderne.

Hvis ministeren nærer betænkelighed over, om det kun er Coop, Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse og Forbrugerrådet, der synes, at dette er en god idé, kan jeg berolige ham. Interessen for mærket er kolossalt hos landmænd og fødevareproducenter. Og derfor kommer der måned for måned mange nye varer med Dyrevelfærdshjertet på. Vi begynder med langt over 100, om et år vil der være langt over 500.

Hvis en anden bekymring er, at ministerens venner i Dagrofa, Dansk Supermarked og dele af dansk landbrug, foretrækker at nøjes med et mærke, kun for svinekød, der kommer engang til næste år, vil det være klogt at kigge på udviklingen inden for økologi.

Her har vi i nu over 25 år haft en stærk mærkningsordning. Den betyder, at Danmark er det land i verden, der har den højeste økologiandel, og hvor landmænd ved at gå nye veje har kunnet få en bedre pris for deres råvarer. Med den interesse, der både er i Danmark og andre dele af verden, for dyrevelfærd, så vil det være visionært at skabe et mærke for dyrevelfærd, der er lige så stærkt som økologimærket.

Nu er gaven givet, og selv om man er uenig skal man heller ikke være for fin til at modtage den.

Alle vore kolleger i branchen er hermed også inviteret med til at anvende gaven. Indtil da må vi henvise til vores 1200 butikker, hvis man vil opleve et mærke med reel dyrevelfærd.

One response to “Her er en gave til Fødevareministeren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *